Det var et lille hus, hvor konsumtionsbetjenten kunne opholde sig, når han ikke kontrollerede varer og opkrævede afgifter fra de bønder, der skulle ind i købstaden.

I det lille hus ved den østlige byport, Østerport, boede i en årrække omkring første halvdel af 1800-tallet en konsumtionsbetjent, som bønderne kaldte ”Æ Gammel Kineser”. Og ved skæbnens ironi blev den gode embedsmand efterhånden lige lovlig glad for den brændevin, som det var hans pligt at forhindre folk i at brygge uden den fornødne tilladelse.

Faktisk var hans smag for de berusende dråber så stor, at bønderne ret tit kunne finde ham plørefuld i sin seng, når de ledte efter ham. Havde bønderne varer, der skulle betales afgifter af, var det til gengæld ganske populært, at betjenten lå og sov sin brandert ud - så de kunne passere byporten uden at punge ud.

Det hed sig, at ”Æ Gammel Kineser” havde en veludviklet næse for brændevin. Og en dag, da han var kommet godt op i årene, var han kommet til Tastum og satte straks kursen mod en gård, hvor de var i fuld gang med at brygge julebrændevin.

Den gamle konsumtionsbetjent trådte ind i stuen og satte sig, mens han kiggede på bonden, der stod og så meget uskyldig ud.

”Vor mor brygger i dag,”

lød det fra Kineseren.

”Absolut ikke - her brygger vi ingenting,” bedyrede bonden og skruede endnu mere op for sit uskyldige ansigtsudtryk.

Æ Gammel Kineser gav sig imidlertid ikke. ”Jo, vor mor brygger i dag,” gentog han - og tilføjede så: ”Men hvis Æ Gammel Kineser får en snaps og en pølse, så kan han ingenting se … for Æ Gammel Kineser er gammel”.

Og ja, så fik den kære konsumtionsbetjent da et par snapse og et par pølser, hvorefter han på usikre ben luntede tilbage mod Skive med sin fangst, mens ”vor mor” kunne brygge sin julesnaps færdig i ro og mag.