Da Underbetjent Hindborg blev snydt af en halv gris forklædt som præst

Han var en rigtig kraftkarl på 176 kilo, men på trods af sin ualmindelige højde og drøjde havde han ry for at være ganske hurtig på fødderne. Det var derfor ingen let sag at slippe forbi bommen uden at betale told.

En dag havde Hindborg besøg af en god ven, en gårdejer fra Vestsalling. Den store underbetjent pralede under deres snak med sine enestående evner, når det gjaldt om at snuppe enhver, der forsøgte at smugle varer forbi ham.

Vennen mente nu ikke, at det burde være så svært, så han sagde: ”Jeg tør påtage mig ved højlys dag at smugle toldpligtige varer ind i byen lige foran din næse.”

”Skal vi vædde en flaske rom og et pund sukker?”

spurgte Underbetjent Hindborg, og den var gårdejeren straks med på.

Nogle uger efter slagtede gårdejeren et fedesvin. Det blev skåret tværs over, og gårdejeren pakkede herefter den forreste halvdel af grisen ind i en stor rejsekappe, satte en lodden hue på hovedet og bandt et tørklæde om halsen. Så anbragte han den forklædte gris i en doktorstol bag på sin vogn og satte kursen mod Skive.

Da han nærmede sig byen, satte han hestene i fart, standsede ved bomhuset og råbte: ”Skynd dig at kontrollere vognen; jeg skal til doktoren med vores syge præst!”

Underbetjent Hindborg kom styrtende ud og kiggede hurtigt i vognen, men da der ikke var noget mistænkeligt at se, sagde han meget ærbødigt: ”Vær så god”. Gårdejeren slog et smæld med pisken, og idet hestene satte i gang, gav svinet et nik. Det fik Hindborg til at lette på huen og sige ”Farvel, hr. Pastor.”

Gårdejeren kørte nu ind i den nærmeste gård hos Købmand Damgaard i Vestergade 17. Her begyndte han straks at spænde vognen fra, men i det samme kom underbetjenten ind i gården for at få fyldt sin flaske hos købmanden.

”Hvorfor holder du her?” spurgte han forundret vennen, hvorefter købmand Damgaard kom gårdejeren til undsætning og svarede: ”Jo, doktoren er ikke hjemme, og så vil præsten stå af her, indtil han kommer. Måske vil De være så venlig at hjælpe mig med at få ham af vognen og bragt ind?”

”Ja, naturligvis,” svarede Underbetjent Hindborg. Mens han nærmede sig vognen, lettede han igen på huen og sagde: ”Goddag, Deres Vzelbårenhed”.

Gårdejeren tog nu forsigtigt kappe, halstørklæde og hue af grisen, mens han smilede skævt til sin ven, underbetjenten.

Da det gik op for Poul Hindborg, at han var blevet snydt godt og grundigt og altså havde tabt deres væddemål, bandede han højlydt. Men han betalte samme dag sin gæld på en flaske rom og et pund sukker.