Byfogeder, posekiggere, smuglere og andet godtfolk
Ganske vist befalede Frederik 4. i december 1700, at Skive ligesom kongerigets øvrige købstæder skulle indhegnes.
Men Rom blev som bekendt ikke bygget på én dag. Der gik da også næsten syv år, før den daværende byfoged Povl Fabricius fik opført det krævede plankeværk rundt om hele byen.
Plankeværket var omkring 2,5 meter højt og derfor ikke sådan lige at kravle over for smuglere og andre slyngler med urent mel i posen. Ville man ind i Skive, måtte det derfor ske igennem en af de tre byporte: Vesterbom, Nørreport og Østerport.
Toldstien bliver trådt
Samtidig gik konsumtionsbetjentene vagt langs den udvendige side af plankeværket for at forhindre smuglere i at kravle over med deres varer.
Efterhånden fik betjentene på den måde trådt en sti, Toldstien.
Upopulære "posekiggere"
Det kunne for eksempel være byfogeden eller en af byens købmænd, som betalte et fast årligt beløb til kongen. Han havde så retten til at bemande byens konsumtionsboder og opkræve de forskellige afgifter fra bønder og handelsmænd, når de kom til byen for at sælge deres varer på torvet.
De ansatte toldere (konsumtionsbetjente) var mildt sagt ikke populære blandt bønderne og blev ofte kaldt ”posekiggere”, fordi de kontrollerede de poser og sække, som indrejsende i byen havde med.
Snyd, bestikkelse og smugleri
Mange skibonitter forsøgte også at undgå afgifterne ved at bestikke tolderne. Og det antydes faktisk i flere historiske dokumenter, at der var ret gode muligheder for den slags i Skive. Selvom en del af toldernes aflønning bestod i, at de måtte beholde beslaglagte smuglervarer, var lønnen absolut ikke noget at råbe hurra for. Fristelsen til at vende det blinde øje til og få lidt klingende mønt eller måske nogle varer til gengæld har derfor været ganske stor.
Den tredje vej til at undgå afgifterne var at smugle sine varer ind i byen. Det høje plankeværk betød imidlertid, at smugleriet skulle ske gennem en af de tre byporte og dermed uden om de emsige konsumtionsbetjente. Den disciplin var vanskelig og krævede både opfindsomhed, frækhed og en god portion mod.
Farvel til enevælde, bytold og plankeværk
Knap to år senere, den 7. februar 1851, vedtog Kongen og Rigsdagen (datidens folketing) en omfattende skattereform. Reformen betød et farvel til den 180 år gamle og særdeles upopulære konsumtionsskat – og dermed også til behovet for at indhegne Skive og landets øvrige købstæder.
Skive blomstrer op
Indbyggertallet havde på det tidspunkt passeret 1.000 – og herfra gik det støt fremad, så man bare ni år senere i 1860 kunne tælle 1.709 skibonitter.
Den første nye gade efter plankeværkets fald var i øvrigt Frederiksgade, som blev etableret i 1858. Gaden er naturligvis opkaldt efter Frederik 7.
Den sidste rest af plankeværket
Enkelte dele fik dog lov at stå i mange år endnu. Og faktisk stod det sidste stykke af plankeværket i yderligere 130 år bag huset i Thomsensgade 3, indtil det i november 1981 måtte overgive sig til en hård storm.
Gå i toldernes fodspor