Men Rom blev som bekendt ikke bygget på én dag. Der gik da også næsten syv år, før den daværende byfoged Povl Fabricius fik opført det krævede plankeværk rundt om hele byen.

Plankeværket var omkring 2,5 meter højt og derfor ikke sådan lige at kravle over for smuglere og andre slyngler med urent mel i posen. Ville man ind i Skive, måtte det derfor ske igennem en af de tre byporte: Vesterbom, Nørreport og Østerport.

Toldstien bliver trådt

Om natten var de tre byporte ind til Skive låst.
Toldstien bliver trådt

Samtidig gik konsumtionsbetjentene vagt langs den udvendige side af plankeværket for at forhindre smuglere i at kravle over med deres varer.

Efterhånden fik betjentene på den måde trådt en sti, Toldstien.

Toldstien bliver trådt

Upopulære "posekiggere"

I de fleste købstæder var opkrævningen af bytold bortforpagtet til en lokal borger.
Upopulære "posekiggere"

Det kunne for eksempel være byfogeden eller en af byens købmænd, som betalte et fast årligt beløb til kongen. Han havde så retten til at bemande byens konsumtionsboder og opkræve de forskellige afgifter fra bønder og handelsmænd, når de kom til byen for at sælge deres varer på torvet.

De ansatte toldere (konsumtionsbetjente) var mildt sagt ikke populære blandt bønderne og blev ofte kaldt ”posekiggere”, fordi de kontrollerede de poser og sække, som indrejsende i byen havde med.

Upopulære "posekiggere"

Snyd, bestikkelse og smugleri

Der blev gjort store anstrengelser for at undgå at betale konsumtionsafgift. Den mest udbredte måde var at opsøge bønderne og købe deres varer, inden de nåede frem til byporten. Det blev kaldt forprang – og det blev betragtet som en alvorlig forbrydelse med tilhørende hårde straffe.
Snyd, bestikkelse og smugleri

Mange skibonitter forsøgte også at undgå afgifterne ved at bestikke tolderne. Og det antydes faktisk i flere historiske dokumenter, at der var ret gode muligheder for den slags i Skive. Selvom en del af toldernes aflønning bestod i, at de måtte beholde beslaglagte smuglervarer, var lønnen absolut ikke noget at råbe hurra for. Fristelsen til at vende det blinde øje til og få lidt klingende mønt eller måske nogle varer til gengæld har derfor været ganske stor.

Den tredje vej til at undgå afgifterne var at smugle sine varer ind i byen. Det høje plankeværk betød imidlertid, at smugleriet skulle ske gennem en af de tre byporte og dermed uden om de emsige konsumtionsbetjente. Den disciplin var vanskelig og krævede både opfindsomhed, frækhed og en god portion mod.

Snyd, bestikkelse og smugleri

Farvel til enevælde, bytold og plankeværk

Den 5. juni 1849 sluttede næsten 200 års enevælde, da Frederik 7. underskrev Danmarks første grundlov.
Farvel til enevælde, bytold og plankeværk

Knap to år senere, den 7. februar 1851, vedtog Kongen og Rigsdagen (datidens folketing) en omfattende skattereform. Reformen betød et farvel til den 180 år gamle og særdeles upopulære konsumtionsskat – og dermed også til behovet for at indhegne Skive og landets øvrige købstæder.

Farvel til enevælde, bytold og plankeværk

Skive blomstrer op

Det varede ikke længe, før de første dele af plankeværket om Skive blev fjernet, og byen for alvor kunne begynde at blomstre.
Skive blomstrer op

Indbyggertallet havde på det tidspunkt passeret 1.000 – og herfra gik det støt fremad, så man bare ni år senere i 1860 kunne tælle 1.709 skibonitter.

Den første nye gade efter plankeværkets fald var i øvrigt Frederiksgade, som blev etableret i 1858. Gaden er naturligvis opkaldt efter Frederik 7.

Skive blomstrer op

Den sidste rest af plankeværket

Det meste af plankeværket rundt om Skive blev fjernet inden for de første år efter konsumtionsskattens ophør i 1851.
Den sidste rest af plankeværket

Enkelte dele fik dog lov at stå i mange år endnu. Og faktisk stod det sidste stykke af plankeværket i yderligere 130 år bag huset i Thomsensgade 3, indtil det i november 1981 måtte overgive sig til en hård storm.

Den sidste rest af plankeværket