”Jamen, hr. konsumtions- betjenten kan vel se, at brødet er brugt!”
I den såkaldte konsumtionsforordning var det nøje beskrevet,
hvad der skulle betales afgift af – og hvor meget. Det produkt, der havde den absolut højeste afgift, var brændevin.
Her kunne bønderne til gengæld tit få tolderne ved de tre byporte til at vende det blinde øje til, hvis tolderne fik en lille ”vareprøve”.
Bønderne skulle også betale afgift, når de havde brød med til byen, som de ville sælge til Skives borgere på Torvet. For at snyde tolderne var det derfor et udbredt trick blandt bønderkonerne at lade et brød med opskåren ende stikke ud af deres pose. Så talte det som ”brugt brød”, og dermed kunne det efter reglerne passere frit gennem bytolden.
Nu var konsumtionsbetjentene jo ikke dumme. Mange af ”posekiggerne”, som konsumtionsbetjentene som regel blev kaldt, lod sig derfor ikke narre, men undersøgte hele indholdet grundigt. For at være effektive ved byportene brugte tolderne desuden lange jernstænger, såkaldte ”søgere”, som de stak ind i halmballer og ned i tønder, kurve og lignende for at afsløre smuglervarer.